CARE BY: Malene Helweg-Larsen

 

Hvordan ser din morgenrutine ud?

Mine morgener er som regel stille og rolige. De er væsentlig anderledes i dag, end de var for 10 år siden, nu hvor børne er blevet større. Jeg nyder virkelig at kunne tage den med ro om morgenen. Til morgenmad spiser jeg Cultura med müsli og drikker en kop varm kogt vand. Det er en gammel japansk skik, som jeg har taget til mig. Kroppen modtager bare og skal ikke bruge energi på noget. Onsdag morgen er Yoga morgen, og det bliver ikke bedre end med Louise Juul Severin som yogainstruktør! Det er bare en fantastisk måde at starte dagen på. 

Efter yoga tager vi ofte en tur i Øresund, som om vinteren bliver efterfulgt af sauna i Taarbæk søbad. 

Hvordan tilbringer du bedst en time i dit eget selskab?

Det må være med en bog. Bøger har altid været en del af mit liv.

Jeg både læser og lytter til mange bøger. Og så går jeg til bogbinding en gang om måneden. Min farmor var bogbinder og jeg elskede hendes værksted. Min farfar var forfatter og forlægger.

Min have er også et godt bud.

Hvad er dit bedste råd til at udvise selvkærlighed og prioritere sig selv i en travl hverdag?

Der er ingen tvivl om, at dét at dyrke yoga og spille tennis virkelig er noget, der gavner både krop og sjæl, så det prioriterer jeg i en travl hverdag. Og så giver jeg mig selv et yoga-retreat i ny og næ. Min yogainstruktør Louise Juul Severin afholder nogle fantastiske Mindful Walking Meditation ture i Dyrehaven, samt yoga retreats, både på Hotel Kong Arthur i København men også i udlandet.

Jeg bliver ofte Inspireret og får ideer til nye designs, selvom tankerne jo egentlig ikke må flyve afsted midt i yogatimen :)

Har du truffet en beslutning i dit liv, som har været særlig god for dig?

Det er svært at vælge én!

Men fra begyndelsen i butikken besluttede jeg mig for kun at lave nye designs, når jeg er inspireret. 

Beslutningen om at tage til New York efter endt læretid, er nok det der har haft den største indflydelse på mit liv, udover at stifte familie naturligvis. Her udviklede jeg mig enormt meget både personligt og fagligt.

Hvis du kunne give dit yngre jeg et godt råd med på vejen til at skabe et liv i balance, hvad skulle det så være?

I min familie og den kreds jeg er vokset op i, har alle gået i gymnasiet. Men da jeg var fast besluttet på, at jeg skulle være guldsmed, og også er ordblind, var det et naturligt fravalg for mig, men det medførte en usikkerhed.

Blev jeg nu klog nok, god nok, når nu jeg ikke fik gymnasiel udannelse.

Jeg har heldigvis erfaret, at en håndværksuddannelse kombineret med livets skole, har været mindst lige så god - for mig.

Så mit råd må være, at det ene kan være lige så godt som det andet.

Dit bedste tip til en stærk og sund krop samt et sind i balance?

Søvn - det er et absolut must for mig at få en god nattesøvn! Og så naturligvis at få dyrket motion. Jeg er vild med at gå tur, og ind i mellem, får jeg også løbet en tur eller cyklet til arbejde.

Har godt håndværk altid været din passion?

Som barn fik jeg blandt andet lov til at bruge mine hænder på en keramikers værksted, og fra jeg var seks år gammel, vidste jeg at jeg ville være guldsmed. Min mor er tandlæge og min far arkitekt, og guldsmede-faget er jo en meget god blanding af de to. Jeg har altid arbejdet med mine hænder og været omkring mange forskellige håndværksfag. Som 17-årig, flyttede jeg til London i et halvt år og var trainee som syerske hos det gamle hæderkronede mærke Aquascutum, men det har altid været guldsmedefaget, der var min drøm. Da jeg skulle søge læreplads, søgte jeg faktisk kun ét sted, hos Georg Jensen. Georg Jensen var for mig det ypperste inden for dansk guldsmedehåndværk, og jeg var så heldig at få en af de få eftertragtede lærepladser.

Har du et nemt skønhedstip som vi må dele med andre?

Mit bedste skønhedstip er at sørge for at få god søvn, og at få drukket en masse vand. Men jeg har fået en ”Save my face” silkehovedpude i gave, som jeg er endt med ikke at kunne sove uden og jeg kan se og mærke, at den gør en forskel for min hud. Jeg har atopisk eksem, og kan derfor faktisk ikke rigtig tåle helseprodukter med f.eks. kamille og andre naturlige ingredienser. Så jeg har altid måtte holde mig til farmaceutiske produkter, særligt La Roche-Posays serien har hjulpet mig meget.

Hvis du frit kunne vælge en aktivitet, som ville give dig masser af energi hvad ville det så være?

Jeg er et meget socialt menneske og er meget afhængig af, at tilbringe tid med familie og venner - i deres selskab lader jeg op. 

Følg med i Malenes kreative og smukke univers her på Instagram og find hendes fine håndlavede smykker her på hjemmesiden.


1 kommentar


  • Lotte Borch

    Fantastisk dejlig beretning om at følge sin vej 🙏


Skriv en kommentar

Please note, comments must be approved before they are published