Cashmerepleje

Cashmere er et fantastisk blødt og lækkert naturligt materiale, som er utroligt vanedannende, når du først har prøvet det én gang - både til hverdag og fest. For det luksuriøse materiale fortjener ikke at blive gemt væk, og kun blive brugt til fin brug. Du kan sagtens bruge dine cashmereprodukter regelmæssigt, du skal blot husk at behandle dem godt, så de holder længe - og ser nye ud i længere tid!

Det er en bæredygtig tankegang, vi holder af. 

Sådan vasker du cashmere:

Vi anbefaler, at du ikke vasker dine cashmereprodukter for ofte. Cashmere er selvrensende, og eventuelle lugtgener forsvinder hurtigt fra materialet. Hæng produktet til luftning udenfor eller på en bøjle i badeværelset, mens du er i bad, så dampen kan rense det.

Maskinvask

Vi anbefaler, at du vasker dit cashmereprodukt i en nyere vaskemaskine på enten uld- eller håndvaskeprogram ved 30 grader og centrifugerer med maks. 500 omdrejninger. 

 

Brug altid vaskemiddel, der er beregnet til uld - brug aldrig skyllemiddel.

Du må aldrig hænge din våde cashmere til tørre på en bøjle. Vandets tyngde kan trække produktet ud af facon. Læg derimod produktet fladt på et håndklæde (evt. indrullet i et) og lad det tørre ved stuetemperatur. Undgå tørring på en varm radiator eller i direkte sollys - brug aldrig tørretumbler.

Undgå at strække i materialet, når det lægges til tørre.

Håndvask

Cashmere kan godt vaskes i hånden, men det sker ofte, at man kommer til at gnide eller vride produktet, så derfor fraråder vi det. Du risikerer at vride det ud af form eller at ødelægge fibrene. Hvis det er nødvendigt at vaske i hånden, bør du vaske ét produkt ad gangen i lunkent vand og bruge flydende vaskemiddel, som er beregnet til uld. Løft produktet forsigtigt op af vandet. Du må IKKE vride eller gnubbe på materialet. Pres forsigtigt overskydende vand ud af produktet med håndfladen, og læg det til tørre på et fladt underlag som beskrevet ovenfor. 

Strygning

Du kan med fordel stryge dine cashmere eller uld produkter med let damp på uldprogram. Det giver produktet den glatte blanke overflade, som kendetegner cashmere, og får fibrene til at rejse sig så blødheden bevares. 

Pletfjerning

Cashmere er fra naturens side smudsafvisende, men skulle der alligevel komme en plet på din cashmerestrik, anbefaler vi, at du vasker den som beskrevet ovenfor. Undlad at gnubbe på pletten! Dub den kun. Hvis pletten ikke kommer af ved maskin- eller håndvask, så kontakt et professionelt renseri.

Fnuller

Cashmere er et naturprodukt, og selv cashmere af den fineste kvalitet vil derfor helt naturligt danne overskudsfnuller eller fnug, der ses som små klumper af fibre på produktets overflade ved brug. Især under armene eller andre steder, hvor materialet gnider mod sig selv.

Vi anbefaler, at du ikke bruger elektriske apparater eller barberer cashmeren, da du risikerer at ødelægge trådene eller fibrene og dermed skabe endnu mere fnuller eller måske endda huller.

Brug i stedet vores cashmerekam, som fjerner fnuller skånsomt.

Læg dit cashmereprodukt på en flad overflade og "red" forsigtigt til det igen er glat og fint. Alternativt kan du fjerne fnuller med fingrene.

Opbevaring af cashmereprodukter

Undlad at hænge dine cashmereprodukter op på bøjler. Produkterne - særligt tungere ting - kan miste formen. Fold produktet sammen, og læg det i et skab eller en skuffe. Da cashmere er et naturligt materiale, kan det tiltrække utøj som for eksempel møl og tæppebillelarver. Hvis produktet skal opbevares i længere tid, anbefaler vi, at du lægger det i en lufttæt pose.

Ifølge et gammelt husråd modvirker tørret lavendel i skufferne eller skabet utøj - og så dufter det tilmed skønt!